Synshandicap stjal Lars Eriks livsglæde- og gav ham fightervilje

Lars Erik Munk går i seng søndag aften, og alt er som det plejer. Da vækkeuret ringer næste morgen, slår han øjnene op og kan intet se.
Denne morgen bliver den første af en livslang kamp mod at miste synet totalt.

Lars Erik er så svagtseende, at han egentlig burde gå med blindestok, når han bevæger sig rundt. Men han nægter at være mere handicappet end højst nødvendigt

Lars Erik er så svagtseende, at han egentlig burde gå med blindestok, når han bevæger sig rundt. Den er dog kke blevet pakket ud endnu.

Af Rie Bytoft

Lars Erik på 41 år har diabetes i mange år, og har altid haft et næsten uproblematisk forhold til det at være sukkersygepatient. Men i november 2011 ændres livet markant, da diabetesen gjorde indtog i hans øjne:

”Da jeg står op, kan jeg overhovedet ikke se. Det eneste jeg kan se, er en dyb, dunkende rød farve. Så vidste jeg godt, at den var helt gal” siger Lars Erik.

Efter en karruseltur mellem øjenafdelingerne i Randers og Århus stod diagnosen klar: Indre blødninger i begge øjne og total blindhed.

Som at få trukket en pose over hovedet

Den næste måned går langsomt, meget langsomt. Det eneste Lars Erik kan foretage sig er at ligge på sofaen, og være helt og aldeles afhængig af hjælp til alt. Hans syn kommer svagt tilbage, og af og til kan han finde små huller i blødningerne, som han kan skimte ud af. Frustrationerne over, ikke at kunne smøre sin egen mad, tage tøj på eller gå en tur med sin hund, er store. Men den største bekymring for Lars Erik er hans nystartede firma, som han nu er tvunget til at lukke ned igen. Det havde været en livslang drøm at starte egen virksomhed, og efter mange års slid, har han endelig fået stablet et solidt projekt på benene. Nu må han se til, mens det hele bliver revet væk under ham.

Virksomheden er nødt til at lukke, hvis Lars Erik skal forsørge sin familie, fordi man som selvstændig ikke kan få økonomisk hjælp fra det offentlige.
Lars Erik skal underskrive papirer, holde møder med advokater, revisorer og bankmænd, alt imens hans syn er uforbedret:

”Det er som at få trukket en pose ned over hovedet. Jeg må stole på de mennesker, jeg har omkring mig, når jeg skriver under på vigtige papirer eller træffer store beslutninger,” siger Lars Erik.

En synshandicappet arbejdshest

Lars Erik måtte igennem i alt 16 operationer, før han i dag har en synsevne, der ligger på seks procent på venstre øje og nul procent på højre. Rent praktisk beskriver han sit syn således, at det svarer til at se ud igennem en meget tæt masket si. Desuden rækker hans synsfelt ikke fra brystet og ned, hvorfor han har meget svært ved at orientere sig i uvante omgivelser. Lars Erik har en fortid bag sig som købmand og selvstændig i eget udbringningsfirma. Begge nogle erhverv som han i dag ikke vil kunne varetage. Dels fordi hans synshandicap gør det umuligt for ham at navigere uden hjælp fra andre, og dels fordi hans øjenskade vil forværres, hvis han bliver udsat for fysisk eller psykisk pres.

Da Lars Erik fik beskeden om, at hans syn aldrig bliver bedre end de seks procent, ramler hans verden:

”Jeg har hele mit liv været en arbejdshest. Mit liv har handlet om mit arbejde, og om at komme fremad i verden. Jeg har aldrig været sådan en, der har været meget hjemme. Jeg havde sgu aldrig støvsuget, lavet mad eller skiftet ble på mine børn. Jeg gik på arbejde, og det var det, som jeg kunne,” siger han.

Lars Erik tager hver dag 9 piller, og langt over 100 streger insulin for at bevare magter over sin diabetes.

Lars Erik tager hver dag 9 piller, og langt over 100 streger insulin for at bevare magten over sin diabetes.

Føler sig ydmyget af kommunen

Lars Erik når frem til, i samarbejde med flere læger, at han må forlade arbejdsmarkedet og søge førtidspension, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at beholde sin sparsomme synsevne.
Lars Erik kommer ud i det, som han betegner som en årelang brydekamp med kommunen. Kommunen vil have ham ud i et kompetenceafklarende forløb, et ressourceforløb og igennem mange psykologbehandlinger. De når gang på gang frem til, at prøvelserne af hans færdigheder ikke er helt udtømt endnu, på trods af at flere læger skriver under på, at Lars Erik er uarbejdsdygtig. Møderne med kommunen er mange, og tærer på hans kræfter, humør og livslyst. Det hele eskalerer for ham under et møde med kommunen, hvor han skal i virksomhedspraktik:

”Da siger sagsbehandleren til mig: ´Det er jo kun dine øjne, der fejler noget, ikke?´. Det var frygteligt. Ja, det er kun mine øjne, men hvor meget bruger man ikke sine øjne til? Det virkede helt umenneskeligt,”

Vreden ved at føle sig til grin og ydmyget af kommunen blev den dag for meget for Lars Erik, og han erkender i dag, at han var derude, hvor han var meget tæt på at gøre en ende på livet.
Tankerne gjorde, at han var tvunget til at indse, at hans livskvalitet må findes et andet sted.

At binde snørrebånd er en umulighed for Lars Erik, men elastiksnørrebånd i skoene gør, at han ikke længere behøver hjælp til at få sko på.

At binde snørrebånd er en umulighed for Lars Erik, men elastiksnørrebånd i skoene gør, at han ikke længere behøver hjælp til at få sko på.

Syv lægers ord er ikke nok 

Lars Erik beskriver i dag sit liv som godt. Livskvaliteten finder han nu i hverdagen med sin familie, og særligt statussen som nyslået bedstefar giver ham livskvalitet.
Han er nået dertil, hvor han har accepteret, at hans syn ikke bliver bedre. Han ser ikke sig selv som handicappet, og prøver at leve et så normalt liv som muligt. Hverdagen er fuld af udfordringer, som Lars Erik hver dag lever med. Bare noget så simpelt som at binde sine egne snørebånd er en umulighed.
Selvom dagligdagens udfordringer kan tære hårdt på energien, er kampen med kommunen den største bekymring for Lars Erik. Trods syv lægers ord på, at hans synshandicap gør ham uarbejdsdygtig, så mener kommunen stadig ikke, at han er helt kompetenceafklaret.

Lars Erik betvivler om de kan læse på kommunen, når de fortsat vil have ham i jobprøvning efter en sådan udmeldning fra hans læge

“Gad vide om de kan læse på kommunen?” spørger Lars Erik, og peger på journaludskriftet.

 

Det kræver et godt helbred at være syg

Nu skal Lars Erik foreløbigt starte med et møde om fleksjob hos kommunen. Det ser han frem til. Selvom drømmen for helbredet er  førtidspension, er fleksjob en mulighed, som han gerne vil udforske. Udfordringerne, han møder der, tager han gerne imod. Men han vil fortsat kæmpe for pensionen- i hvert fald lige så længe helbredet holder til det:

”Det kræver et godt helbred at være syg i et sygt system” siger Lars Erik Munk.

 

Vinkelsætning: Jeg vil gerne fortælle, at Lars Erik har kæmpet for at finde livsglæde og kommunen er hans største udfordring.

Korrekturlæst af: Cecilie Bruun

Tegn: 5606

rhfbh

Mine artikler og andet krims krams lavet på DMJX

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *